Om slægten
Mit efternavn, Bille Brahe, er sammensat af navnene fra to
danske uradelsslægter, hhv. Bille og Brahe. Hvordan de er sat
sammen er en lidt snørklet historie. Kort fortalt fik en gren af
Billeætten tilnavnet Brahe, da Braheslægten uddøde. Jeg
tilhører derfor Billeætten som denne site handler om. Da det
er snævert omkring Billeætten, at jeg kan følge familien
tilbage. Betegnelsen "Uradelsslægter" dækker de
adelsfamilier, der kendes fra før Reformationen i 1536. (bladre)
Billeættens historie kan
betragtes som en repræsentant for adskillelige familer, som på
den ene eller anden måde har bidraget til vores fælles historie
- og lige som dem har Billerne haft tider med medgang og modgang.
Billeætten har sin storhedstid i senmiddelalderen. Fra 1448 til
1660 blev der udnævnt 15 Biller til Rigsrådet, slægten havde
således sin største politiske indflydelse netop omkring
Reformationen. Markant i den forbindelse står rigsråd Anders Bentsen
Bille (1477 - 1555), der igennem hele Christian II
regeringstid stod på særdeles god fod med Kongen. Men efter
Kongens flugt skiftede han øjeblikkeligt parti til fordel for
Frederik I. Udbyttet af hans politiske skift blev en markant
placering i Frederik I's regeringstid med plads i rigstådet og
senere med udnævnelse til en af statholderne på Sælland. Fra
1527 var han øverste høvedsmand eller mønstringsherre på
Sjælland. Hans politiske opportunisme kom også frem senere, da
greve Christoffer under (Grevens Fejde 1534-1536) havde indtaget
hele Østsjælland og indledt belejring af Anders Billes
besiddelser, Stegehus og Søholm. Efter overgivelse og
forhandlinger endte Anders Bille som en af grevens nærmeste
rådgivere. Først da Anders Bille blev fanget under
"adelsjagten", slap hans diplomatiske evner op. Sammmen
med adskillige andre adelige førtes han til Mecklenburg. Han
mistede sin plads i rigsrådet og sine len - en slagen og færdig
mand, skulle man tro. Men via et ægteskab med den unge Anne
Lykke, broderdatter til den indflydelsesrige Jørgen Lykke,
lykkedes det ham allerede i 1539 at blive genudnævnt til
rigsråd. Senere fik han igen len og blev udnævnt til statholder
i København. Det er sgu egentligt meget godt klaret. (bladre)
Adelens opkomst er snævert
knyttet til dannelsen af en øvrighed i Danmark. Som det fremgår
på min site om Danmarks historie, var adelen
oprindeligt landmænd og krigere, som pga. af forpligtelsen til
at deltage i krigstjeneste kunne slippe for at betale skat. I
løbet af middelalderen udvikler de sig til Kongens militære
magtbase og sættes skiftevis ind mod ydre fjender og bønder,
som gør oprør mod de mange skatter. Men eftersom adelen
besidder de militære magtmidler, kommer Kongen i
afhængighedsforhold til adelen. Med Christian IV og Frederik III
lykkedes det at afvæbne adelen og bringe den til fald. Under
Christian IV afløser man efterhånden rostjenesten med nationale
regimenter stillet direkte under Kongen, og under Frederik III
indføres enevælden i 1660, hvorved den politiske magt glider
over på Kongens hænder alene. Herefter bliver adelen
godssamlere eller gør tjeneste under Kongen som officerer.
Tillidsforholdet mellem kongemagt og de gamle familier var
naturligvis brudt, og nye adelige rekruteredes fortrinsvis fra
byernes borgerstand, som havde vokset sig velhavende og
indflydelsesrig i takt med den øgede handel og overgangen fra
naturalie til pengeøkonomi. (bladre)
Hr. Anders Bille til Damsbo
F. 19 marts 1600, D. 9. november
1657. Danmarks Riges Marsk.
I baggrunden ses billevåbnet.
Under Christian IV's tid blev
der kun optaget 2 Biller i Rigsrådet. Det var navnebrødrene
Anders Steensen Bille til Rosendal 1580-1633 og Anders Eriksen
Bille til Damsbo 1600-1647. Hovedparten af Christian IV's råder
havde gjort tjeneste ved i Danske Kancelli eller ved Hoffet.
Således også Anders og Anders.
Anders Steensen Bille
havde en lang militær karriere som oberst ved Den Skånske
Fane og udmærkede sig i Kalmarkrigen 1610 - 1628. Desuden
havde han været hofjunker i 7 år.
Anders
Eriksen Bille gik i udenlandsk krigstjeneste som 19
årig hos kurfyrst Frederik af Pfalz, og tjente bl.a. i
Mansfeld's felttog mod Schlesien. Han kommer til Danmark i
1627 og efter en tid som lensmand og værge for Ulrik
Christian Gyldenløve bliver han 18. april 1542 udnævnt
til rigsråd og rigsmarsk. Ved krigen i 1657 kæmper han
for kort tid med held i Bremen, men må trække sig
tilbage til Frederiksodde, ved hvis indtagelse, 24. oktober
1657, han bliver hårdt såret og taget til fange.
Han dør kort efter af sine sår.
Fortsættelse følger...